Der er et yndigt land

Manipud iti Wikipedia, ti nawaya nga ensiklopedia
Lumaktaw idiay: pagdaliasatan, agbiruk
Der er et yndigt land
Ilokano: Adda nalasbang a daga
Der er et yndigt land.png

Sibil a kanta iti
 Dinamarka

Dagiti lirika Adam Oehlenschläger, 1819
Musika Hans Ernst Krøyer, 1835
Naampon 1835
Pagpagpakita a musika

Ti Der er et yndigt land (“Adda nalasbang a daga”) ti (sibil) nailian a danggay ti Dinamarka. Kadagiti pasken a naarian, ti naarian a danggay a Kong Christian ti maipatukar karaman ti Der er et yndigt land. Iti kadawyan nga aramat, ti umuna a berso ken ti maudi a tallo a binatog ti maikapat a berso ti makankanta. Narasay a mangngeg ti umuna a gudua ti maudi a bersoso. Maulit a maminsan ti maudi a binatog ti tunggal berso.

Insurat ni Adam Oehlenschläger idi 1819 ti lirika ket addan iti tagisao nga Latin: Ille terrarum mihi praeter omnes angulus ridet (Horace: “Daytoy a suli ti daga ket ad-adda nga umisem kaniak ngem ti dadduma”). Idi immuna a naipablaak, addan 12 berso ti danggay, ngem napaababa daytoy iti umuna, maikatlo, maikalima, ken maudi a berso kadagiti naud-udi nga edision. Kinomposar ni Hans Ernst Krøyer idi 1835 ti musika. Sumuno met a nangkomposar kadagiti alternatibo a melodia da Thomas Laub ken Carl Nielsen, ngem ni maysa kadagitoy ket saan a nakagun-od iti nalatak a panangawat, ket kadawyan a saan nga ammo dagiti tattao dagitoy.


Dagiti lirika[urnosen | urnosen ti taudan]

Dagiti kasisigud a Danes a lirika[urnosen | urnosen ti taudan]

Ti bersion tatta nga aldaw ket ab-ababa. Ti kasisigud a naipablaak a bersion ket addaan kadagiti sangadosena a berso:

Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.
Der sad i fordums Tid
De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.
Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danske Øer.
Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.
Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
Der svigter Haabet ei.
Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.
Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
For Pige, Land og Drot.
Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.
Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis og ei Mimers Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.
Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.
Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik ligner Fredegod;
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?
Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.

Dagiti silpo ti ruar[urnosen | urnosen ti taudan]